Blog Index
The journal that this archive was targeting has been deleted. Please update your configuration.

Rollespilsscenarier galore

 

Et rollespilsscenarie til en kongres repræsenterer en solid arbejdsindsats for mig - der skal brainstormes, idéudvikles, skrives, redigeres, layoutes, spiltestes ... og det ender nemt på 45-100 sider færdigskrevent materiale. Ok, ikke for dem alle sammen. Men jeg er stolt af min stak. Jeg og scenarierne må have været igennem alle de forfatter- og designfejl man kan begå.  De er blevet afleveret for sent, med huller i plottet, med manglende sider, med stavefejl, uden karakterer, uden spiltest, uden motivationer, uden  gennemsyn, uden kvalitetstjek, uden sammenhæng, uden mål, somme tider uden respekt. Og hver af dem har gjort mig en lille smule bedre til både at skrive, til at forstå rollespillets eminente kvaliteter og kringlede vaner, og til at erkende hvor dovenskab og dårlige vaner sætter ind. 

 

  • The Pit (Fastaval 1990). "Flugtaktion New York" møder en soap møder "Streets of Fire" tilsat okkultisme, postapokalypse og et lille drys tøsemanga. Min scenariedebut sammen med Benedikte Ziegler, en anden af de meget, meget eksotiske væsner i dansk rollespil på det tidspunkt: en pige. Scenariet led af stort set alle begynderfejlene, men det var dybfølt, og byggede i øvrigt på en elsket og mangeårig kampagne i vennekredsen.
  • A Death in the Family (Fastaval 1992). Call møder sumerisk mytologi møder teenagers. Min første flirt med at skrive et scenarie, der havde danske karakterer. Indeholder det mest tilbundsgående research, jeg nogensinde har lavet: et stort, tykt kompendium med sumerisk mytologi og historie, der desværre var ret ligegyldigt for den del af historien spillerne skulle have med at gøre. I 1992 var det i øvrigt uhyre trendy at have engelske titler.
  • Slotte i Sandet II (TRoA V 1992). Falden engel i ørken møder Call Of Cthulhu. Idéen opstod efter at jeg havde læst "Weaveworld", og dernæst faldt over en gammel rejsejournal fra Arabien anno 1920'erne. Titlen er fuldstændig tilfældig, og var et lån fra Mette Finderups scenarie "Slotte i Sandet" året før. Jeg husker det som en smuk historie, men tør ikke læse scenariet igen. Der blev vist også skrevet en meget omhyggelig "den gale mands dagbog" til lejligheden, for i 1992 var det også trendy at lave lange, lange handouts, som spillerne selv måtte finde hoved og hale på.
  • En duft af kaprifol (Fastaval 1993). Mit første rigtigt danske scenarie featuring et forholdsvist troværdigt, privatejet sindssygehospital i Århus og en meget okkult historie. I 1993 var det fashionabelt at være "realistisk", når man spillede, og det gik også ud over En Duft Af Kaprifol. Karaktererne var helt almindelige mennesker. Så selvfølgelig ringede spillerne med slet skjult skadefryd efter politiet, i stedet for at gå efter plottet.
  • Eyes in the sky (Calling All Heroes 1994). Mit eneste Cyberpunk-agtige scenarie, om tid og rum der kollapser fordi alt skal gå så stærkt i vores high-tech tidsalder. Jeg er ikke sikker på at det var specielt spilbart, men historien var fed. Det var også et ærligt forsøg på en kritisk kommentar til informationssamfundet, som ikke rigtigt havde slået an i 1994, men var på vej.
  • Kampen om Kælderen (Fastaval 1994). Skrevet sammen med Olav Kjær. Rotter og katte i dødelig krig om magten over forladt hus. En klassiker, som vandt mange spillerhjerter. Husets egne rotter lagde ryg, sprog og vaner til karaktererne.
  • Pompeii (Fastaval 1994). Nazier møder spøgelseshistorie møder vulkanudbrud. Scenariet, som hverken Lars Andresen eller jeg vil snakke om. En katastrofe på alle måder. Det er sigende, at vi skrev Otto-takketalen før scenariet.
  • Lotto er en lokkeand  (UnConventional 1996). Handlingen fortaber sig i tågerne. Vist det eneste scenarie, der nogensinde kom ud af mine forsøg på at lave en kritisk og socialrealistisk rollespilsetting "Sult", der skulle illustrere hvor slemt det er at være på bistand i Danmark.
  • Meshugal (HorrorCon 1997). Fantasy-horror. Mit første, reelt eneste og formentlig sidste fantasy-scenarie. Jeg husker det som noget klamp, men der gik en masse arbejde i at lave mytologien bag.
  • Arken (Fastaval 1997). Fantasy med et twist. Det vandt en flok Ottoer det år, og bliver ofte fremhævet som en vigtig klassiker. Det er uden tvivl mit mest gennemarbejdede scenarie jeg til dato har leveret, og som sådan stadig spilbart, men desværre også forfærdeligt overhypet.  
  • Berømmelsens Pris (Claustrum Con IV 1999). Mit boyband-scenarie om, hvor galt det går når man bliver hurtigt berømt. Jeg kan ikke huske, hvor få dage eller timer det blev skrevet på, men det gik eddermame stærkt. Det kunne man også godt mærke.  
  • Værnepligt (Fastaval 2000). Dansk werewolf med politisk agenda. En utrolig forsinket aflevering gav voldsomme plothuller, stressede spilledere og dumme stavefejl, men jeg holder stadig rigtigt meget af scenariets version af Danmark som et rådnende smørhul. 
  • Brudefærd (Fastaval 2001). Tragisk folkevise som fælles historie. Et eksperiment, hvor jeg ville fjerne spillederen og give spillerne fælles ansvar for en forholdsvis bunden opgave. Det lykkedes, og scenariet vandt endda en fin Otto.
  • Blodhævn (Fastaval 2002). Det første af to vikinge-inspirerede scenarier. En undergangshistorie om to gårde, der ikke kan standse blodhævnen mellem dem. Scenariet blev over al forventning, og er stadig et af de bedste eller det bedste scenarie, jeg nogensinde har skrevet.
  • Fortæl Mig (Fastaval 2003). Free-style storytelling møder ... ja, det ved jeg ikke rigtigt. Min medforfatter Jorgo og jeg sprang en kollektiv sikring, og frembragte et aldeles uspilleligt scenarie, der på mystisk vis alligevel formåede at begøgle nok mennesker til at vinde en Otto det år. Det havde meget hjerte, men absolut ingen hjerne, og slet ikke nogen form for struktur.
  • Ulfheðnar (Fastaval 2006). Efterfølgeren til Blodhævn. Blod, mudder, regn, døende mænd, ære, ambition og nemesis. Jeg prøvede at gøre det endnu grummere, grimmere, vredere, ondere og bitrere end forgængeren, og synes helt sikkert at det lykkedes.
  • Manden med barnevognen (Fastaval 2014).  I det lune sommermørke et sted i Danmark går en mand med en tom barnevogn, aften efter aften. Scenariet er under udvikling til Fastaval 2014, og bliver en underspillet og stemningsfuld gyser om en mands personlige helvede. 

 

I øvrigt props, taknemmelighed og dyb respekt til Peter Brodersen for Alexandria.dk og for at være miljøets hukommelse.