Blog Index
The journal that this archive was targeting has been deleted. Please update your configuration.

Marskens Konge

"Marskens Konge" udkom juni 2010 på forlaget People's Press Junior (tidl. Phabel). Det er opfølgeren til Marskens Hemmelighed og sidste bog i serien. Ligesom Marskens Hemmelighed høstede den mange dejlige anmelderroser.

 Få skridt fra brønden stod en kvinde i månelyset, rank og tynd som et siv med klynger af tynde, mørke fletninger bundtet op på sit hoved. Hun havde et smalt ansigt med høje, benede kinder og en lille mund. Huden var som bugen på en bundfisk, bleg og spættet og våd.

Fanke blev siddende på knæ. Hun kunne ikke røre sig, kunne ikke tænke. Krogene sad fast i hendes tanker, og noget trak i den anden ende af deres liner, trak hende ned mod vandet, ned mod noget, der flimrede i skyggerne dernede.

Kvinden rakte ud. En sort krans dinglede fra hendes fingre. Den glinsede i månelyset. Vandet drev fra den i tynde strømme, ned på jorden mellem dem, som om den lige var blevet trukket op fra vandet. ”Søster, tag den,” hviskede kvinden.

Marskens brudekrans. De havde ikke sluppet hende.

En morgen vågner Fanke i vandet ved den nordlige vold. Hun blev givet til marsken og mudderet som offergave. Rædslerne er forbi, og hun er tilbage blandt sine egne. Men så begynder de sorte drømme. Marskens Konge har ikke glemt sin brud.

192 sider, hardback. Kan købes online, i de fleste boghandler, og lånes på biblioteket.

 

Anmelderne skrev:

"Uth [gør] det næsten umulige: hun skriver en toer, der er ganske anderledes fra etteren, men rammer præcist ned i universet. Marskens konge er en noget mere stillestående historie, men den er også endnu mere dyster – alene indledningen, hvor Fanke kommer op fra dybet, både fysisk og mentalt, er beskrevet, så man bliver draget ind i fortællingen, samtidig med at det løber én koldt ned ad ryggen"- Janus Andersen, Fortællingen.dk

"Alex Uth skriver i et sanseligt og mættet sprog som ingen anden fantasyforfatter på disse breddegrader, og som læser bliver man bliver ubønhørligt suget ind i den tågede, fugtige og drømmeagtige verden, hun maler frem med sin magiske tryllepensel. Har du lyst til at læse en fantasybog, som garanteret ikke ligner noget andet du tidligere har stødt på, er Alex Uths serie fra marsken det rette sted at stoppe op." - Boggnasker.dk

"Hele tiden har Alex Uth fat i en lidenskab og en grad af alvor, der ikke er almindelig i fantasy. Det er vigtigt. Det er besættende læsning. Skrevet i vand." - Steffen Larsen, Politiken.dk

"Uhyggelige væsner lurer under vandets overflade i denne mørke fantasy-roman, der er en selvstændig fortsættelse af Marskens hemmelighed. Alex Uth holder sin fortælling i stram snor, personerne er nuancerede, og bogen gennemsyres af en tung og undergangsmættet stemning, som får læseren til at gispe efter vejret." - Emil Blichfeldt, Weekendavisen

"En særdeles velskrevet roman med en lidt kompliceret konstruktion, der kræver en god læser, som til gengæld belønnes med spænding og intensitet og et fint, poetisk sprog" - lektørudtalelse, bibliotek.dk